VæRNEPLIGTIGE FRA LIVGARDEN HJæLPER MED AT SIKRE BøRSENS VæRDIER

Der pågår tirsdag formiddag en omfattende indsats for at forsøge at redde nogle af de historiske genstande, der befinder sig inde i Børsen, der står i flammer.

Den Kongelige Livgarde hjælper blandt andre Hovedstadens Beredskab og politiet.

- 40 værnepligtige fra Livgarden er indsat til sikring af værdigenstande fra den sydlige ende af Børsen, skriver Forsvaret på det sociale medie X.

- Andre står ved fem poster rundt om Holmen, hvor de bistår med afspærring og hjælp til udrykningskøretøjer.

Forsvaret skriver desuden, at Hjemmeværnet er varslet, men endnu ikke indsat.

Nu om dage er det Dansk Erhverv, der har hjemme i Børsen.

- Vi er dybt berørte over det, vi oplever lige nu. Vi havde set frem til at fejre Børsens 400 års fødselsdag og til at fortælle historien om det sted, hvor dansk handel blev startet, sagde direktør Morten Langager ved en pressebriefing tirsdag formiddag.

Han fortæller, at det var "et skrækkeligt syn", der mødte de første medarbejdere fra Dansk Erhverv i morges, hvor branden allerede var i fuld gang.

- Så var det bare med at få tøjet på og komme afsted. Vi har været inde for at redde så mange kunstgenstande som muligt, og der foregår fortsat et redningsarbejde i den henseende, sagde Langager.

/ritzau/

2024-04-16T08:40:00Z dg43tfdfdgfd